Ombygning hos Skjold Burne Randers gør plads til vin- og tapasbar

Skjold Burne, Kirketorvet 4, Randers, er under ombygning, der dels giver bedre lagerfaciliteter og dels muliggør indehaver Susanne Hunniches drøm om servering af et glas vin og en tapastallerken i butikslokalet. Det skriver Randers Onsdag.

“I stort set alle de snart 20 år, jeg har haft vinbutik, har jeg godt kunnet tænke mig at lave en form for en lille vin- og tapasbar som en del af butikslokalet. Og det kan vi nu, siger indehaver Susanne Hunniche til Randers Onsdag.

Hun oplyser endvidere, at det bliver først, når corona-situationen tillader det, at Skjold Burne åbner den nye vin- og tapasbar. Susanne Hunniche fortæller, at til den tid vil baren bestå af tre til fire små borde med tilhørende stole. Selv om baren vil være synlig, vil den være placeret lidt afsides i butikslokalet, så der er mulighed for at småsludre uden, at det er til gene for de øvrige kunder.

Skjold Burne Randers beskriver sig selv som byens hyggeligste specialbutik med spændende vine fra hele verden, whisky, cognac, specialøl og stort set alt andet indenfor spiritus, italienske specialiteter, lækker chokolade og gaveartikler til enhver lejlighed.

Butikken drives af Susanne og Peter Hunniche.

 

Kilde: Randers Onsdag, Skjold Burne

 

Relateret Artikel