Ærlig snak skal få danskerne til at drikke bedre vin

Vinsmagninger kan nemt gå hen og blive alt for mystiske og måske uforståelige for almindelige ikke-specialister. Det mener Poul Erik Bermann, der med sin nye virksomhed Råd Til Vin går ind for ærlig og ligefrem snak, når han skal afholde sine vinsmagninger.

“Når der står en anerkendt vin-specialist på et podie, og tillægger en vin en masse smags-egenskaber, ja så tænker mange nok: “Det er nok rigtigt, fordi specialisten ved mere end mig.” Men der er jo lige så mange smagsløg som der er mennesker, og smagsoplevelsen er derfor altid individuel,” siger Poul Erik Bermann.

Masser af erfaring
Han har for få uger siden stiftet virksomheden Råd Til Vin, hvor han tilbyder vinsmagninger – i første omgang virtuelle smagninger på grund af corona-situationen. Igennem årene har Poul Erik Bermann – som er et kendt ansigt blandt mange danske vinkendere – holdt hundredvis af velbesøgte smagninger, men er efter opfordring fra sine sønner gået “all in” med at stifte en dedikeret virksomhed.

Budskabet fra Poul Erik Bermann er tydeligt: Ærlighed og ligefrem snak er meget vigtigt, når det handler om at afmystificere forhold omkring vin:

“Når jeg står og snakker om syre og sødme, så vil jeg gerne høre, om deltagerne virkelig kan smage det samme som mig. Eller vigtigst af alt: Kan de i hele taget li’ den vin, de står og nipper til. Jeg vil gerne væk fra det nørdede når det gælder vinsmagninger. Jeg tror på, at ærlig og ligefrem snak kan få danskerne til at drikke bedre vin” siger Poul Erik Bermann.

Nyt syn på virtuelle smagninger
Han indrømmer gerne, at han altid har været modstander af online-vinsmagninger, og ville også hellere tage ud og møde folk i den virkelige verden. Denne attitude har Poul Erik Bermann nu fået modificeret efter samtaler med sine sønner, som overbeviste ham om, at virtuelle smagninger sagtens kan være givende for deltagerne.

“Alt er stablet på benene på meget kort tid, så alt er meget nyt for mig. Endnu er mine lommer langtfra tynget af guld, men vi har trods alt solgt rigtig mange billetter til vores to første smagninger. Og jeg glæder mig til at komme i gang,” siger Poul Erik Bermann.

Flere informationer omkring Råd Til Vin og vinsmagninger kan fås på virksomhedens Facebook-side (link) samt på deres hjemmeside (link)

 

Relateret Artikel