Coop Danmark: Vinsmagnings-event bliver langt større end forventet

Når Coop Danmark afholder sin ambitiøse online vinsmagnings-event lørdag, 27. februar, så bliver det en event i meget større målestok end forventet. Butikskæden har nemlig kalkuleret med at sælge langt flere kasser vin end hvad de oprindelige vurderinger lød på, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Coops vinchef, Brian Karstens, kan nemlig fortælle, at de oprindeligt havde håbet på at sælge 10.000 smagskasser, men at Coop er blevet nødt til at skrue op, fordi der er så stor interesse. Nu regner Coop’s butikker med at sælge i omegnen af 14.000 kasser.

Den store tilslutning har givet Coop mod på endnu flere storstilede vinsmagninger:

“Vi er allerede i gang med at planlægge i hvert fald en smagning mere inden sommerferien. Jeg kan endnu ikke sige hvornår, eller hvad indholdet bliver. Men denne måde at gøre det på har altså noget, som vi ikke havde tænkt over før. Typisk laver man jo nogle store arrangementer, for eksempel i Forum i København eller i Bellacenter. Men der er mange mennesker, der ikke tager ind til København, Aarhus, Odense, eller hvor man nu ville lave det. På denne måde kan vi komme bredt ud, og folk er interesserede i produkterne, uanset hvor de bor i landet. Vi kan få rigtig mange mennesker i tale – vi er jo en andelsejet organisation, og vi vil gerne demokratisere vores vin,” siger Brian Karstens ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Smagskassen, som kan købes i de fleste af Coops butikker, koster 469 kroner.

Der er seks vine med i smagningen:

  • Mousserende: Laugel Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig, vejl. udsalgspris 89,95 kroner.
  • Hvid: Ibis Vino Bianco, Italien, vejl. udsalgspris 99,95 kroner.
  • Rød: Torres Celeste Crianza 2018, Ribera del Duero, Spanien, vejl. udsalgspris 129,95 kroner.
  • Rød: Fontanafredda Barolo 2017, Piemonte, Italien, vejl. udsalgspris 199,95 kroner.
  • Rød: Veronia Appassimento 2019, Sicilien, Italien, vejl. udsalgspris 129,95 kroner.
  • Portvin: Burmester 10 Year Old Tawny, Douro, Portugal, vejl. udsalgspris 134,95 kroner.

 

Kilde: Vejle Amts Folkeblad, Dailywine, Coop

Relateret Artikel