Covid-19 stramninger rammer hårdt: Førende franske vinmesser aflyses på stribe

Portes de Versailles vin-messen i Paris – en af klodens førende messer for direkte salg af vin – afholdes ikke som planlagt i dagene fra 3. til 7. december i Paris.

Ligesom søster-messerne i Lyon (29. oktober – 2. november), Reims (6. – 9. november) og Brive (11. – 13. december) er messen i Paris blevet aflyst af arrangørerne – brancheorganisationen for uafhængige franske vindyrkere.

– Vi har ikke noget alternativ til aflysning, selvom vi havde planer om at gennemføre messen med ret strenge sundhedsforanstaltninger, siger Pierre-Antoine Giovannoni, brancheorganisationens vicepræsident med ansvar af udstillinger.

Kun Clermont-Ferrand-messen (23.-25. oktober) vil blive afholdt som planlagt, fordi messen kun har omkring 1.000 besøgende sammenlignet med 140.000 besøgende og 1.000 vindyrkere i Paris, 60.000 besøgende og 550 vindyrkere i Lyon, og 40.000 besøgende og 340 udstillere i Reims.

Skæbnen for årets messe i Lille (20.-23. november med godt 45.000 besøgende) hænger stadigvæk i en tynd tråd. Her afventer arrangørerne endnu en tilbagemelding fra lokale myndigheder.

Kilde: vitisphere.com

Relateret Artikel