Den Sidste Flaske: – Facebook fjerner vores opslag!

Dn Sidste Flaske

Virksomheden Den Sidste Flaske er havnet i noget, der ser ud til at være en ganske uløselig Facebook-blindgyde. Facebook fjerner nemlig de fleste opslag, som virksomheden slår op på deres Facebook-side – men kan ikke fortælle, hvad virksomheden gør forkert.

Besøger man Den Sidste Flaskes profil på Facebook, så er der færre end en håndfuld opslag siden slutningen af september. Facebook har ganske enkelt slettet virksomhedens opslag med henvisning til, at virksomheden ikke overholder Facebooks fællesskabsregler.

I et opslag – på Facebook – forklarer indehaver Tobias Hinchely Pedersen og hans forlovede Julie Silverstein Markussen, at de efterhånden har forsøgt så at sige alt for at få tvisten løst – men intet lader til at hjælpe:

“Vi har haft talrige kontakter med Facebooks support. Vi får at vide, at det er Facebooks algoritme, der sletter virksomhedens opslag. Men supporten kan ikke hjælpe os. De kan end ikke fortælle, hvad vi gør forkert,” fortæller de to i opslaget.


Læs også: Regnskab: Den Sidste Flaske ApS fik et forrygende 2020


Forretningen kan blive truet
Nu er det faktisk kommet så langt, at Facebook truer med at lukke Den Sidste Flaskes virksomhedskonto midlertidigt.

På Linkedin har Tobias Hinchely Pedersen for nogle dage siden udlovet dusør til dem, der kan løse problemet, som omfatter både Facebook og Instagram

“Facebook gør intet for at hjælpe,” skriver han i opslaget på Linkedin.

“Vi er mildt sagt fanget på bar bund i en eller anden møg-algoritme og der er altså arbejdspladser på spil nu. Vi følger alle deres anbefalinger og regler, men det fortsætter,” lyder det opgivende fra Tobias Hinchely Pedersen.

På Linkedin – og også på Facebook – er der indløbet mange forslag om, hvad Den Sidste Flaske kan gøre for at løse problemet. Men endnu er problemet ikke løst.

Den Sidste Flaske er i lighed med de fleste andre vin-virksomheder flittige brugere af sociale medier, når det handler om markedsføring af deres produkter.

Dailywine vil løbende følge op på sagen.

Relateret Artikel