Fødevarer skal have nyt klimamærke

Klimamærke

PRESSEMEDDELELSE: Danske forbrugere er allerede vant til mange forskellige mærker på deres fødevarer. Og nu kan et nyt klimamærke være på vej til køledisken – i hvert fald hvis det står til en række organisationer og virksomheder, som d. 23. november sætter fokus på behovet for et klimamærke ved en konference i Børsbygningen i København. Blandt talerne er Forbrugerrådet TÆNK, Concito, Orkla, Coop, Salling med flere

Det er organisationen GS1 Denmark, der står bag initiativet, som kan være med til bane vejen for et nyt klimamærke i Danmark. GS1 arbejder med standardiseringer og har til daglig ansvaret for at administrere og udvikle stregkodesystemet i hele verden, og netop dét system kan komme til at spille en væsentlig rolle i forhold til at få implementeret et klimamærke. Derfor har det også været naturligt for GS1 Denmark at melde sig aktivt ind i diskussionerne om et kommende klimamærke.

– De fleste kender nok stregkodesystemet, men færre ved, at der faktisk gemmer sig en hel del mere bag stregerne, end man lige kan se. Hele systemet er nemlig koblet op på en database med såkaldt varestamdata, som blandt andet vil komme til at rumme informationerne omkring klimamærket, når det forhåbentlig kommer. Da vi samtidig er sat i verden for at skabe standardiseringer, som klimamærket, sammen med industrien, så har det også været naturlig for os at byde de forskellige aktører op til debat, siger Standard & Relations Manager hos GS1 Denmark, Mads Kibsgaard.

Konferencen GS1 Forum løber af stablen d. 23. november 2021, og blandt de områder, som deltagerne skal diskutere, er hvad man skal sætte fokus på, når man skal skabe rammerne for det fremtidige klimamærke.

Klimamærket kan betyde svære valg
Samtidig kommer der også til at være fokus på nogle af de dilemmaer, som indførelsen af et klimamærke vil betyde for forbrugerne i Danmark. Mange andre mærker har et naturligt overlap, hvor for eksempel de fleste dyr fra økologiske gårde også har god dyrevelfærd, men med klimamærket kommer det til at være anderledes. For de varer, der skader klimaet mindst, er sjældent dem, det kræver mest at producere.

– Det er nødvendigt at ændre forbrugernes indkøbsadfærd, hvis vi skal nedsætte klimabelastningen fra vores fødevareforbrug. Vi ved fra undersøgelser, at forbrugerne gerne vil vælge mere klimavenligt, men at de har svært ved at vurdere klimabelastningen fra fødevarerne. Vi mener, at et klimamærke vil kunne hjælpe forbrugerne i deres valg. Men det er et komplekst område, så det er vigtigt, at vi får en grundig drøftelse af, hvordan et klimamærke skal skrues sammen. Vi skal have fokus på, at mærket ikke ender med at vildlede i stedet for at vejlede forbrugerne til den nødvendige omstilling, siger Camilla Udsen, projektchef for fødevareområdet hos Forbrugerrådet Tænk.

Uanset hvilken udformning et mærke ender med at få, så er det vigtigt, at klimamærket bliver ledsaget af endnu mere gennemsigtighed end tidligere, mener GS1.

– Hvis vi kigger på den næste generation af stregkoder – de såkaldte 2D-stregkoder – som vi faktisk kan rulle ud i dag, så kan de være indgangen til langt bedre og mere tilgængelig information omkring mærkningsordningerne. Når forbrugerne i fremtiden bliver mødt af et klimamærke på deres varer, så skal de også kunne tage deres telefon, scanne varen og kigge på alle de informationer, som ligger bag, lyder opfordringen fra Mads Kibsgaard.

Læs mere og tilmeld dig gratis GS1 Forum.


OM GS1 FORUM
GS1 Forum er et initiativ skabt af GS1 Denmark, hvor et aktuelt samfundsemne belyses gennem oplæg, taler og debat. Målet med GS1 Forum er at bidrage til en positiv samfundsudvikling baseret på bedre liv og bæredygtig vækst. www.gs1forum.dk

OM GS1 DENMARK
GS1 Denmark er den danske division af den globale standardiseringsorganisation GS1.

Vi støtter alle aktører i forsyningskæden, og gør den mere effektiv, sikker og mindre omkostningsfuld. Vi opererer primært inden for detailhandlen og sundhedssektoren, hvor vi med vores standarder for sporbarhed og data øger fødevare- og patientsikkerheden i Danmark. GS1 er en neutral, not-for-profit, FN-godkendt NGO.

Læs mere om os på www.gs1.dk


Disclaimer: Ovenstående er en pressemeddelelse fra GS1 DENMARK. Dailywine har ikke haft redaktionel indflydelse på indholdet i teksten. Med venlig hilsen Edmund Jacobsen, redaktør.