Føj! Her er vinanmeldernes dårligste smagsoplevelser

Igennem de seneste par måneder har Dailywine profileret fem danske vinanmeldere. Og selv om det altid er mest interessant at læse om vinanmeldernes gode oplevelser i vinens verden, så handler dette indlæg om noget ganske andet: Vinanmeldernes dårligste smagsoplevelser. Det er nemlig ganske underholdende – og også relevant – læsning.

 

Rasmus Palsgård: “Jeg havde for nogle år siden den blandede fornøjelse at være dommer i en smagning af dansk frugtvin. Iblandt de mange glimrende frugtvine havde en vin på klitrose sneget sig ind, og selv om jeg ikke bryder mig om at bruge sanitære udtryk, når jeg snakker om mad og vin, er der ingen vej udenom: Den lugtede bogstaveligt talt af lort, og jeg turde faktisk næsten ikke at smage på den. Den var decideret ulækker.”
Læs også: Ugens vinanmelder: Rasmus Palsgård

 

 

Morten Wamsler: “Når man lader sig styre af sin nysgerrighed og gerne sætter fokus på vin fra Tunesien, Algeriet og andre lande, der ikke er i toppen af vinens verden, så beder man selv om nogle grimme oplevelser. Men det er altså det hele værd, når man er på opdagelsesrejse. En georgisk Tsolikouri – tør hvidvin – står dog som en af dem, jeg virkelig husker som en, der bør i glemmebogen.”
Læs også Ugens vinanmelder: Morten Wamsler

 

 

Ulrik Houlberg Iversen: “Den er nem … en vin, som jeg selv forsøgte at lave i 2018. Fra et par vinstokke på min overdækkede terrasse lavede jeg en rosé, som smagte ret forfærdelig … lidt som noget man bruger til at afsyre møbler. Selv mine venner var enige. Jeg kaldte den i øvrigt Il Rosé Orrible by Houlberg. Jeg har fortsat en flaske tilbage for free, hvis nogle har noget, som ikke kan blive helt rent eller blot er nysgerrige og modige. Men jeg anmeldte den skam trofast på Houlbergs Vinblog med 1/7 Thumbs Up.”
Læs også: Ugens vinanmelder: Ulrik Houlberg Iversen

 

 

Frederik Kreutzer: “Kun få gange har jeg været hård ved en vin på min blog. Én gang var jeg dog virkelig sur og valgte at skrive om det. En virkelig slem og overgjort spansk vin som jeg fik serveret blindt. https://www.vinkreutzer.dk/2014/05/et-ubehageligt-bekendskab-alaya-garnacha-2011/
Læs også: Ugens vinanmelder: Frederik Kreutzer

 

 

Rolf Madsen: “En der står klar i min erindring er “Nederburg Rosé – 1791” fra årgang 2017, der osede af børnefødselsdag, banan, candyfloss og jordbærsaftevand. Føj for helvede…”
Læs også: Ugens vinanmelder: Rolf Madsen

Relateret Artikel