Profil: De mindre importører præger reolerne hos Søborg Vinhus

At åbne fysisk vinbutik midt under alle corona-restriktionerne har været noget af en udfordring for Søborg Vinhus, som slog dørene op 2. juni 2020. Ikke desto mindre er det gået over forventning for Søborg Vinhus, hvor troen på fremtiden fortsat er stor

Navn: Mikkel Blom
Virksomhed: Søborg Vinhus – Søborg Hovedgade 89, 2860 Søborg
Hjemmeside: www.soborg-vinhus.dk

Hvorfor valgte du at gå inde i vinbranchen? Jeg har været i rejsebranchen i knap 25 år, og var nået til et punkt i mit liv hvor jeg ville prøve kræfter med noget nyt. Jeg har vel det som jeg vil betegne som en ”over middel” interesse for vin, og da jeg desuden elsker både købmandsskab og værtsskab var det nærliggende at prøve at stable noget forretning på benene. Det tættest beslægtede forhold mellem rejser og vin er, at man sælger en forventning og en vare som giver folk et smil på læben. Det vil jeg rigtig gerne være en del af!

Hvornår blev virksomheden etableret ? Virksomheden blev oprettet i foråret 2020, og jeg åbnede dørene i Søborg Vinhus den 2. juni 2020 hvilket jo var spændende taget alle Corona restriktioner i mente. Søborg Vinhus er cirka 75 procent almindelig vinhandel, og de sidste 25 procent er arrangementer såsom vinsmagninger og vinmiddage. Desuden fungerer Søborg Vinhus som vinbar fredag aften hvor vi har åbent til kl 22.00 (dog ikke lige nu grundet restriktioner) Tanken har aldrig været en vinbar, men at være et samlingssted for lokale som ønsker at få et godt glas vin serveret ude fremfor hjemme i privaten.

Hvilken selskabsform bruger du? Søborg Vinhus er en enkeltmandsvirksomhed

Hvilke vine satser din virksomhed primært på? Vi kører et koncept som vi kalder ”Fælles om vin”. Ca halvdelen af vores vine stammer fra nogle udvalgte importører, populært kaldet garage-importørerer, eller hobby-importører. Der findes jo i Danmark flere tusinde garage-importører som alle er opstået ud fra en passion, lidenskab og unik tilgang til vin som vi gerne vil være en del af.

Fælles for mange garageimportører er jo at vinen sælges til en snæver kreds af venner, familie, naboer og kolleger. I tillæg distribueres vinen via en webshop eller SoMe-kanaler, men oftest drukner de på Google da de bliver kvast af de store spillere i online-auktionen på gode søgeord.

Søborg Vinhus stiller reolplads til rådighed mod en månedlig ydelse, og så har garage-importøren pludselig et helt nyt distributionsben at stå på. Søborg Vinhus får dermed også lidt hjælp til de faste udgifter samt fordelen af et kommissions-varelager hvor vi ikke binder for meget kapital.

Sidst men allervigtigst så giver det kunden adgang til et helt unikt vin-udvalg som er importeret af ildsjæle fra de helt små vinproducenter, og man er sikker på at vinene ikke findes i supermarkeder eller andre vinhandler. Så det er det vi betegner som en win-win-win situation hvor der er positiv gevinst for importører, Søborg Vinhus samt kunden. Søborg Vinhus importerer også vin selv i tillæg til garage-importørerne. Vinudvalget er både fra kendte lande såsom Spanien, Italien, Frankrig, USA, Tyskland, Sydafrika men også med lidt mere kant i forhold til et godt udvalg af georgiske vine. Vi har vine fra 60 til 595 kroner men føler at vi gør mest gavn i prissegmentet 100 til 175 kroner.

Hvilken kundegruppe henvender din virksomhed sig til? Vi henvender os til private samt lokale virksomheder i Gladsaxe og Storkøbenhavn som gerne vil være Fælles om Vin og støtte op omkring uafhængige vinhandlere

Hvor stor del af salget er online? Stærkt begrænset, højst 5 procent – men vi bruger også kr. 0 i markedsføring. Resultatet plejer jo at afspejle indsatsen og vi vil meget hellere have folk i vinhuset til en snak fremfor en online-konvertering.

Hvordan har Covid-19 påvirket din virksomhed? Covid-19 har været inde på livet af Søborg Vinhus siden vi åbnede, så vi har ikke noget sammenlignings-grundlag. Vi forholder os til situationen som den er og forsøger at finde de løsninger som er nødvendige. Overordnet set har salget i flere måneder overgået vores forventninger, om end at specielt februar har været stille

Hvordan ser fremtiden ud for din virksomhed? Vi ser lyst på fremtiden, vi har daglige henvendelser fra kunder som spørger ind til arrangementer og vi har solgt en stor del gavekort. Folk bliver også ved med at drikke vin, så hvis kan fastholde en profil som gør os attraktive for lokale borgere og virksomheder så vl der være en plads i markedet til os. Vinbranchen adskiller sig ikke for andre brancher i den forstand at dem som er mest positive, opsøgende, lyttende og omstillingsparate også er dem som vil lykkes. Det vil vi gøre at alt for også er tilfældet for Søborg Vinhus.

Relateret Artikel