Hotel har succes med sit eget vin-brand

Vin-brand

Vin-brand:  Der er ikke mange danske hoteller, der kan prale af at have deres eget vin-brand. Men Hotel Vamdrup har succes med sin egen vin – produceret af den lokale vingård – Frøkær Vingård.

I januar 2021 indledte forpagteren på Hotel Vamdrup, Daniel Gouveia, et samarbejde med Jens Graff, som driver den lokale Frøkær Vingård. Missionen var at skabe en helt unik vin til Hotel Vamdrup, og i maj i år kunne hotellet skænke de første dråber til gæsterne.


Læs også: Hotel i Vamdrup lancerer eget vin-brand


Og vinen er på alle måder faldet i gæsternes smag, fortæller Daniel Gouveia til Ugeavisen Vamdrup:

“Vi har solgt rigtig godt af den lokale vin, og især mange af vores opholds-gæster har været begejstrede for den – nogle af dem fik endda lyst til også at besøge vingården her på Bønstrupvej, når der var mulighed for det. Jeg ved af erfaring, at folk udefra altid er glade for det lokale, og det har vi bare fået bekræftet her,” siger Daniel Gouveia til Ugeavisen Vamdrup.

Frøkær Vingård begyndte på hobby-niveau i 2003. Siden er det gået støt fremad, og i 2014 tog vingården springet og lod sig registrere som professionel vingård. Gården ejes og drives af Kæthy & Jens Graff.

Kilde: Ugeavisen Vamdrup, Facebook, Dailywine