Hoteller kigger fortsat langt efter udlændinge

Maj 2021 bød samlet på 2,2 millioner overnatninger på danske hoteller, vandrerhjem og campingpladser. Dette er 63 procent flere overnatninger end i maj 2020, men 32 procent færre end i 2019.

Stigningen i 2021 har dermed ikke været tilstrækkelig til at bringe overnatningerne tilbage på niveauet før COVID-19, konkluderer Danmarks Statistik.

Udviklingen har især ramt hotellerne, som på trods af en stigning på 210 procent fra maj 2020 til maj 2021 fortsat ligger 53 procent under 2019. Det er især fraværet af udenlandske gæster, som er årsagen til det lave antal overnatninger på hoteller.

København hårdest ramt
De udenlandske gæster havde kun 74.000 overnatninger på hoteller, hvilket er 89 procent færre end i maj 2019. Antallet af overnatninger foretaget af danske gæster lå i maj 2021 på 657.000 overnatninger, hvilket er 26 procent færre end i maj 2019.

Kigger man på landsplan er det København, som er hårdest ramt. Her var der i maj 2021 75 procent færre overnatninger på hoteller og feriecentre end i maj 2019. Dette skal ses i lyset af restriktionerne mod COVID-19.

Relateret Artikel