Ciderrevolutionen er begyndt!

De industrielle ciders – bestående af vand, koncentrat, sukker og tilsætningsstoffer – har intet med en rigtig cider at gøre, fastslår makkerparret bag Ciderrevolution. De vil gerne – som navnet på deres unge virksomhed hentyder – revolutionere forbruget af ciders i Danmark.

Man tager lidt frugt-juice, og hælder det på en flaske. Derefter tilsættes vand, koncentrat, sukker, alkohol – og en masse forskellige tilsætningsstoffer. Og voila! Du har nu fremtryllet en helt igennem typisk flaske cider, som danske forbrugere drikker masser af.

“Nej, det har intet med cider at gøre,” lyder det promte fra Paw Wöhlk. Sammen med Kristoffer Pind Levison ejer og driver han virksomheden Ciderrevolution, hvis vigtigste formål er at åbne danskernes øjne for ægte velproduceret cider, som intet har med sødt sodavands-sprøjt at gøre.

“Det er bare så ærgerligt, at det er de masseproducerede industri-ciders, som sat sig på markedet. De har jo intet med ægte cider at gøre, og har kun bidraget med at skabe fordomme omkring cider,” siger Paw Wöhlk til Dailywine.

Fik idéen til en fest
Idéen til Ciderrevolution fik de to kollegie-venner til en fest i sommeren 2016, efter at de begge havde smagt ægte ciders ved ophold i henholdsvis Frankrig og England. Samtidig lærte de to venner, at der går tonsvis af gode danske æbler til spilde hvert eneste år.

Virksomheden fik sin spæde start med base på deres kollegieværelse. Men når man kun har et værelse på 14 kvadratmeter, så fylder to paller med cider ret meget. Problemet blev løst ved at løfte Kristoffers seng oven på ciderne. Det var dog alt besværet værd, eftersom Ciderrevolution –  som det nok eneste kollegieværelse i Danmark –  kom i besiddelse af en venlig smiley fra Fødevarestyrelsen.

De to makkere har siden den beskedne begyndelse udvidet virksomheden ved at åbne Danmarks første popup-ciderbar og afholde smagninger for virksomheder og private. Og nu har Ciderrevolution fået gang i deres helt egen produktion af ciders.

Støt og rolig fremgang
Og det er gået godt for Ciderrevolution. Kristoffer Pind Levison kunne således begynde at arbejde på fuld tid for virksomheden i oktober 2020, og Paw Wöhlk skal efter planen også arbejde på fuld tid fra marts 2021.

“Vi har oplevet en stor stigning i efterspørgslen – især i forbindelse med de mange digitale smagninger, vi har afholdt. Markedsføringen er foregået stort set udelukkende via sociale medier – og vi har desuden fået midler via Coop Crowdfunding,” forklarer Paw Wöhlk.

“Vores ambition er, at forbruget af cider i Danmark forhåbentlig vil gennemleve noget lignende som tilfældet har været med øl: At der kommer mange flere varianter end kun pilsner. Samtidig er det vigtigt, at vi får en strammere definition på, hvad en cider er for en størrelse. En ting er helt sikkert: De industrielle ciders – bestående af vand, sukker og tilsætningsstoffer – har intet med en rigtig cider at gøre,” slutter Paw Wöhlk.

 

Relateret Artikel