Restauranter: Mangel på arbejdskraft skader indtjeningen

Du risikerer at skulle vente lidt længere på mad og drikke, når du skal ud og spise i din sommerferie. Restauranter har svært ved at finde flere medarbejdere lige nu, og det skyldes især nedlukningen i vinters og i foråret, hvor der normalt ansættes ny arbejdskraft til højsæsonen.

Sådan er vurderingen fra politisk chefkonsulent i Horesta Syddanmark, Kristian Nørgaard, ifølge DR:

”Hvis man som ung eller ufaglært går ind og kigger på: Hvor er der et job til mig? Jamen så var der en masse ledige poder-jobs, hvor vi ikke kunne ansætte, fordi vi ikke vidste, om vi ville åbne igen. Så på den måde er vi kommet bagud i forhold til ansættelsen af sæsonmedarbejdere”, siger Kristian Nørgaard.

Manglen på arbejdskraft kan få store konsekvenser for virksomhederne, siger Kristian Nørgaard.

”Nogle må sige nej tak til ordrer fordi, de ikke har nok arbejdskraft, og i en tid hvor vi gerne skulle vende bøtten og komme til at tjene nogle penge igen, så er det en enormt ulykkelig situation, for de her virksomheder, som står og mangler arbejdskraft lige nu”, siger han.

 

Kilde: DR via Horesta

 

Relateret Artikel