Salgsforbud slutter: Sydafrikanske vinproducenter kan ånde lettet op

Det alkoholforbud, som den sydafrikanske regering indførte i starten af corona-krisen, har påført skader for millioner af dollars for sydafrikanske vinproducenter.

Men i går kunne vinproducenterne ånde et lettelsens suk. Præsident Cyril Ramaphosas regering tillod igen salg af alkohol – om end med nogle begrænsninger – efter flere måneders forbud.

Coronavirus-pandemien har sat Sydafrikas små vingårdsejere i en meget svær situation. Et forbud mod indenlandsk salg og eksport af al alkohol blev indført i marts, da nedlukningen begyndte. Eksporten blev fjernet fra forbuddet i maj. Og 1. juni tillod regeringen igen salg til hjemmemarkedet. Men kun halvanden uge senere blev der igen vedtaget et salgsforbud. Handel og distribution af alkohol af enhver art blev fuldstændig forbudt.

Forvirring og frustration
Regeringen sagde, at foranstaltningen var et forsøg på at holde hospitalssenge tilgængelige for COVID-patienter ved at reducere antallet af alkoholrelaterede skader. Men forbuddet og de stadigt skiftende regler førte til forvirring og frustration blandt vinavlere.

“Jeg forstår regeringens tanker,” siger Anthony Hamilton Russell, indehaver af Hamilton Russell i Hemel-en-Aarde. “Regeringen frygtede stigende vold i fattige hjem på grund af misbrug af alkohol”

Han tilføjer, at han og hans kollegaer i branchen står overfor en udfordring med at forklare, at det ikke er vinindustrien, der bidrager til misbrug af alkohol. Men han anerkender, at det kan være svært at finde ud af, hvad er op og ned under krisen.

Denne uges afslutning af forbuddet kommer efter at Sydafrika har oplevet et fald i antallet af COVID-19-tilfælde. Derfor går landet nu ind i en ny fase med lempelse af begrænsninger.

Fortsat begrænsninger
Der er dog stadig nogle grænser. Alkoholiske drikkevarer kan konsumeres i restauranter og barer indtil kl. 22.00. Butikker kan sælge alkohol fra mandag til torsdag mellem kl. 21.00 og 17.00. Forsamlinger på flere end 50 mennesker er ikke tilladt, og der er stadigvæk udgangsforbud om natten.

Men selvom vinavlerne er glade for ophævelsen af restriktionerne, mener mange, at forbudets fulde virkning endnu ikke er slået igennem.

“Der er ingen tvivl om, at tømmermændene efter salgsforbudet langt fra er kureret,” sagde Hamilton Russell. Han frygter, at branchen vil opleve faldende priser, tab af jobs, færre nye vinafgrøder og andre påvirkninger, som de ikke engang forestillede sig.

Nogle af disse virkninger har allerede indfundet sig. Nogle bryggeri- og spiritus-firmaer har annulleret planlagte investeringer og udvidelser i landet. Heineken, den hollandske bryggeri-gigant, meddelte, at den ville lukke hele sin produktion i Sydafrika. Med hensyn til vin skønner Vinpro, en handelsgruppe, der repræsenterer 2.500 vinproducenter og andre vinselskaber, at den sydafrikanske vinindustri har mistet mere end 400 millioner dollars siden marts i år.

 

Kilde: winespectator.com

Relateret Artikel