ShareWine: Digitalisering levner plads til traditionelle vinbutikker

På trods af, at vinbranchen over hele kloden lige nu gennemgår en digital transformation, så vil der stadigvæk være plads til den traditionelle vinbutik nede på hjørnet, mener stifteren af den digitale vinudvekslings-platform ShareWine.

“Vi vil se en stadig voksende tendens til, at nye, digitale platforme vinder frem. Men det vil også i fremtiden være plads til den almindelige, fysiske vinbutik. Digitale løsninger erstatter kun dele af den traditionelle vinhandel,” siger Mikkel Lomholt, idémager og direktør bag ShareWine, til Dailywine.

Kæmpe ekspertise
Han påpeger, at mange traditionelle butikker – som måske først i løbet af corona-krisen for alvor har opbygget en digital tilstedeværelse – ofte ligger inde med en enorm ekspertise, som ikke kan erstattes:

“Der er jo talrige eksempler på entusiaster, som på vegne af deres butik og deres kunder foretager, talrige rejser til vinområder, som måske prøvesmager hundredevis af vine, og som dermed har en enorm viden om de vine, de sælger,” forklarer Mikkel Lomholt.

“Denne vigtige pointe går lidt tabt i debatten, når der tales om digitale løsninger. Digitale løsninger vil vinde stadig større indpas i vinbranchen, og vil i mange tilfælde erstatte eller udkonkurrere utidssvarende løsninger. Men vil nok aldrig kunne erstatte den brændende og vidende entusiast med en veldrevet vin-virksomhed.” lyder det fra Mikkel Lomholt.

 

Relateret Artikel