Vinhandler i Assens springer ud som forfatter

Vinhandler i Assens – og nu også forfatter – Henrik Lund Nim, har udgivet sin debutroman “I bedste mening”, der er en familiekrønike, som foregår i Paris, Alsace og Danmark.

Processen har taget ham godt to år. Det lignede til tider en uoverstigelig bjergetape i Tour de France, men vinhandleren trillede over sit Hautacam og så begyndte bogen egentlig at skrive sig selv, trille i mål, skriver Fyens.dk.

“Det er en roman, jeg selv godt kunne tænke mig at læse. Jeg har det sådan, at det skal være spændende, men det er ikke en krimi. Det skal ligesom føles, at man får lyst til at læse om de her personer plus at man forhåbentlig bliver lidt klogere,” siger Henrik Lund Nim til Fyens.dk.

Henrik Lund driver til dagligt Vinspecialisten i Assens.

Historien startede med det maleri, vinhandleren har hængende i sin vinforretning i Assens. Motivet viser en fiktiv person, en kvinde, en lidt slidt kvinde. Det er Susanne Christophersen Bille, der har ført penslerne. Datter af Henning Christophersen, tidligere formand for Venstre, udenrigsminister og finansminister i en firkløverregering. Henrik Lund Nim så billedet på en udstilling på Tobaksgaarden.

 

Kilde: Fyens.dk

 

Relateret Artikel